100.000 giveaway

Helt tilbage i første uge i Uganda, da vi blev vist rundt i området af Pontiano, mødte vi lære Herbert på Cornerstone skole. En glad lille smilende mand. I lørdags tog Herbert os med på en lang gåtur, helt ude i ødemarken, hvor et par familier holder til. Det er ikke en slumkvarter, det ligger bare så langt ude, at de bliver nød til at gå flere kilometer hvis de skal "handle ind" eller når børnene skal i skole. På vej ud til markerne, mødte vi en 18-årige fyr ved navn Steven. Han fulgte med os og var en overraskende god guide. Han talte rimeligt godt engelsk. Han var med os hele dagen og gjorde det af god vilje. Tak Steven!

Inden vi tog af sted købte vi salt, sukker, ris, kiks og lys for 100.000 ugandiske shillings. Det blev 20.000 UGX pr. person, hvilket ”kun” svarer til ca. 50 kr. pr person. Det er ikke så meget for os, men rigtig mange penge hernede.

Det var lidt tungt at bærer ud til familierne, og det gjorde det ikke bedre af at solen brændte ekstra meget den dag. Men vi overlevede og det har kun gjort os ekstra stolte efter begivenheden.

Hver gang vi nærmede os et hus, fik vi en varm velkomst og blev inviteret indenfor. Vi stillede dem nogle spørgsmål om hvordan de levede og tjente penge, som Herbert eller Steven oversatte for os. Efter vi havde sludret lidt, gav vi familien en pose ris, sukker, salt, lys, samt kiks og bolcher til børnene. Og sådan gik det til fra hus til hus. Det specielle ved området, er husene de bor i. Små runde mærkværdige lerhytter med opdelt rum indvendigt. I nogle af husene bor der helt op til 11 personer. Alle familier ejer et par køer. Mælk er nemlig deres største indkomst, og for nogle familier, er det deres eneste indkomst. De opbevarer mælken i nogle flotte håndlavet krukker. Ærgerligt at de er så store, for ellers ville jeg gerne have haft en med hjem.

//Jacob

På besøg hos en familie

Krukker til opbevaring af mælk

De er måske mere interesseret i os, end vi er i dem

Lerhytte set udefra

Kaffebønner

Smukt landskab

Tørstige køer

Le Mans + Craft Market i Kampala

Craft Market

Jeg har været i New York, Paris og Beijing i tæt trafik. I Beijing kører de vildt og det er bare med at komme først. I Uganda er det på samme måde, bare meget vildere! De kører sindssygt og hurtigt, og jo større kørertøjet er, jo mere respekt gives der. Man kan sammenligne trafikken med et Le Mans løb. Trafikken er delt op i klasser. Der er de gående, cykler, boda boda’er  og biler (person- og lastbiler, samt busser). Når boda boda’erne skal overhæle, blinker de og dytter, og så trækker cyklisterne og de gående sig. Når de større kørertøjer skal overhæle, gør de det samme. De er ikke bange for at overhæle i sving eller hvis de kan se modkørende. Når de overhæler, trækker de ind i sidste sekund så man tænker; ”åh åh”. Med disse ord, kan jeg blot sige at trafikken i Kampala er et kaos! Det er fuldstændigt sindssygt. Vi så vores første lyskryds i Uganda, i Kampala. Jeg havde helt glemt at der ikke var lyskryds nogle steder. Man kan vente længe hvis man skal over en vej, for trafikken stopper aldrig. Så det er bare med at løbe når der er et lille hul.

Pontiano skulle købe nogle ting i Kampala, og vi havde planer om at tage på en lille udflugt dertil. Derudover havde jeg snakket med Pontiano om at købe en guitar til familien, så jeg kan lærer dem at spille. Han fortalte at man kunne købe en ”ok” guitar i Kampala. Så det var oplagt at tage af sted sammen. Det tager 3 timer i bil at køre til Kampala. Efter jeg havde købt en guitar, kørte Pontiano videre for at købe de ting han skulle købe og tog hjem samme dag. Vi andre overnattede på et hostel og tog hjem dagen efter. Vi brugte næstedagen på at tage på Craft Market. Det er en fantastisk marked, hvor der er en masse håndlavet håndværk. Der er så mange utrolige ting, at det ikke kan beskrives med ord. Det skal opleves! Vi brugte alle sammen mange penge der og vi kommer helt sikkert tilbage. Jeg købte en masse ting, bl.a. trommer! Jeg kom til at købe 5 afrikanske trommer i forskellige størrelse. Hvis ikke det er fordi de fylder meget, så havde jeg købt mange flere.

Da vi skulle hjem fra Kampala, skulle vi finde en minibus (taxi), som kørte til Masaka eller Bukunda. Det var lidt svært da de alle ser ens ud og der samtidig er over 100 samlet et sted. Det var som at gå rundt i en labyrint. Taxierne holder så tætte at man næsten ikke kan gå imellem dem. Og vi måtte gå rundt og spørge hvert enkelte chauffør. Men det var ikke den værste del. Da vi så havde fundet en taxi som kørte til Bukunda, skulle den selvfølgelig fyldes helt op, altså ikke bare én person på hvert sæde, men flere! Og efter en halvtime-trekvarter, blev den fyldt, men så skulle den også lige ud af labyrinten. Det var en ret specielt oplevelse, som vi nu kan grine af, men i momentet var det bestemt ikke sjovt.

Der er 1 taxi som kører til Masaka/Bukunda.......

Fiskerlivet

I lørdags tog vi på en lille udflugt til Victoria Søen, for at se fiskerne sejle i land. Så snart solen stod op, kørte vi med ”Boda Boda’er” (knallert) i godt og vel 1 time. Jorden er rød og støver meget når man kører; min chauffør valgte at køre bag de andre, så derfor fik jeg ekstra meget støv og blev helt brunrød i ansigtet, og alt mit tøj blev meget beskidt!

Fiskeproduktionen er en vigtig indtægtskilde for mange. Fiskene er ikke en eksportvare, men til eget forbrug i landet. Fiskerne sejler ud om natten og vender først hjem igen når solen står op. Når fiskerne sejler i land, står mænd og drenge klar til at hjælpe med at trække bådene i land. Bådene er store træbåde, og kun få har en lille motor på. Når en båd er trukket i land, hjælper de til med at få den næste båd i land. De har et utroligt godt teamwork. Der bliver fanget alt fra store fisk til helt små. De små fisk er Silver Fish, hvilket er den type de fanger flest af. Når bådene er trukket i land, kommer købere til. Kvinder og børn bærer fiskene, i baljer på hovedet, ind til landsbyen hvor de sælger dem. I Uganda er hovedet på en fisk, specielt øjnene, og halen en delikatesse, dvs. stort set alt på fisken bliver spist. Fiskerne har ikke avanceret udstyr, men fisker blot med et stort net, helt manuelt, uden så meget lys. Det er et hårdt nattearbejde og de tjener ikke ret meget på det. 

Da vi skulle hjem igen, begyndte det at regne, i den sidste del af turen. Det regner ”kun” 1-2 timer af gangen hernede, men når det regner, så regner det meget! – Dråberne er store og så regner det meget kraftigt. Dråberne føles som hagl og gør lidt ondt. Når det regner, så går alting i stå. Alle bliver inde døre. Vi måtte også standse i en by og vente under et halvtag i en times tid.